Popcorn med karamel


En knasende sprød amerikansk klassiker på under 10 minutter

Mmmmm caramel popcorn – en ærkeamerikansk snack-klassiker til bifturen, den lille sult eller bare som en skøn aftensnack. Hele molevitten tager kun 10 minutter at lave – og så kan du ellers bare guffe løs.

 

Du kan selv bestemme, om du er den overskudsagtige type som lige popper sine egne popcorn ved at lade majskerner poppe med lidt olie i en gryde. Eller om du mere er en doven-lars ligesom mig, og bare smider en pose mikroovns-poppere i mikroovnen.

 

For at få den helt rigtige lækre karamelisering, lærte jeg i min tid i USA, at tilsætte lidt bagepulver til karamellen. Tilføjelsen gør, at karamellen ligesom ”puffer op” og bliver meget nem at arbejde med og hælde over dine popcorn.

 

Psssst – hvis du ligesom mig er en hund efter saltkaramel, så kan du med fordel tilføje en tsk. saltflager til din karamel – så bliver det altså ikke bedre.

 


  • Forberedelsestid: 0 minutter
  • Antal: 4 personer
  • Tilberedningstid: 10 minutter

Ingredienser

  • 1 pose mikroovnspopcorn
  • 1,5 dl. majskerner (hvis du heller vil lave selv)
  • 5 spsk. olie (hvis du selv popper majskerner)
  • 200 g. sukker
  • 50 g. smør
  • 1 tsk. bagepulver
  • 1 tsk. flagesalt (hvis du gerne vil have saltkaramel)

Del opskriften:


Fremgangsmåde

  1. Hvis du er overskudstypen, skal du have fat i en gryde så du kan poppe dine popcorn (ja her kommer jeg til kort på processen – men er ret sikker på gryden skal rystes lidt undervejs, så de ikke brænder på - så husk at holde øje). Hvis ikke, så smider du bare dine mikroovns popcorn i mikroovnen og tilbereder som anført på pakken. Når popcornene er færdige, fordeles de på et stykke bagepapir.
  2. Smelt langsomt sukkeret i en tykbundet gryde ved middelhøj varme. Det er vigtigt ikke at røre for meget i gryden undervejs, da sukkeret i så fald kan risikere at begynde at klumpe.
  3. Når sukkeret er smeltet til en lys karamel, er det tid til at tilføje smørret og saltet. Husk at passe på fingrene da det bruser en del op.
  4. Afslut med at tilføje bagepulveret mens du rører godt i gryden.
  5. Hæld karamellen over dine popcorn, og vend forsigtigt med en grydeske så karamellen fordeles ligeligt. Afkøl popcorn før de spises.

Og så er der altså bare tilbage at smide stængerne op, sætte en god film på TV’et, og nyde de lækreste (salte) karamelliserede popcorn – hurra for dig, og for amerikanske klassikere!


Velbekomme
N

0 kommentarer


Der er desværre ikke nogen kommentarer endnu, så her er din chance for at blive den første 😉

Smid en kommentar