Brownie Cookies med Peanutbutter

Opskrift på chokoladelækre, bløde og fyldte brownie cookies

Så fik jeg endelig tid til at eksperimentere med fyldte cookies. Okay, tænker du måske - er en cookie ikke nok i sig selv? Og jo det kan du tro. Men forestil dig, en chokoladelækker, blød og chewy brownie - fyldt med peanutbutter. Pænt lækkert hvis du spørger mig.

Jeg har endelig fundet frem til en skøn browniedej som holder formen fint når den bages, giver en flot og shiny overflade, og som kan indeholde forskellige typer af fyld.

I dette batch af cookies eksperimenterede jeg med fyld af både peanutbutter og oreo cookies - og jeg tør godt sige at begge varianter blev vellykkede.

Næste gang tror jeg at jeg vil forsøge at fylde disse brownie cookies med en hindbærpuré eller anden form for frugt, for at give et modspil til den skønne mørke chokoladesmag.

Jeg hører også gerne fra dig hvis du har en anden idé, til noget lækkert fyld til disse cookies.

Brownie cookies fyldes ved først at sprøjte halvdelen af cookien ud. Herefter placeres fyldet, eksempelvis oreos eller peanutbutter, og til sidst lukkes din cookie ved at sprøjte den resterende dej ud over fyldet.

Det er vigtigt at lukke disse cookies helt med dej, da fyldet ellers har en tendens til at flyde ud.

Har du problemer med at dejen flyder for meget ud, så tilføj evt. et par spiseskefulde hvedemel mere for at tykne dejen. Pas dog på med at komme for meget i, da dine cookies ellers kan blive tørre. 

  • Forberedelsestid: 15 minutter
  • Antal: 18 stk.
  • Tilberedningstid: 15 minutter

Ingredienser

  • Til brownie cookie

    190 g. smør300 g. mørk chokolade150 g. sukker3 æg200 g. hvedemel5 spsk. kakao1 1/2 tsk. bagepulver1/2 tsk. salt100 g. peanutbutter til fyld

Del opskriften:

#kage#sweets#bagværk#cookies

Fremgangsmåde

  1. Start med at varme ovnen op til 180 grader over/undervarme og kom bagepapir på en bageplade. 
  2. Smelt derefter smør og grofthakket mørk chokolade over et vandbad. Lad massen køle let af.
  3. Pisk sukker og æg i 4-5 minutter ved høj hastighed indtil massen er lys og skummende. Kom den smeltede smør og chokolade ned i skålen og vend i med en dejskraber.
  4. Bland alle de tørre ingredienser i en skål og sigt dem ned til de våde ingredienser. Vend forsigtig i med en dejskraber. 
  5. Kom browniefyldet i en sprøjtepose med en stor rund tyl. Dette gør det nemmere af fordele dejen på bagepladen. Har du ikke en sprøjtepose, så kan du også fint sætte dejen med to skeer. 
  6. Brug halvdelen af dejen til at lave 18 cookies på bagepladen. Fordel herefter en lille teskefuld peanutbutter ovenpå browniedejen. Hvis du hellere vil lave versionen med oreos, lægger du en oreo ovenpå browniedejen. Brug herefter den sidste halvdel af delen til at "lukke" dine cookies. Det er vigtigt at dejen dækker alt fyldet så det ikke løber ud. Brug evt. en spiseske til at hjælpe dig med at fordele dejen.
  7. Bag dine cookies midt i ovnen i 12-15 minutter, eller indtil de har en blank og sprukken overflade. Lad dine cookies køle af inden de flyttes fra bagepladen, da de vil være bløde når de først kommer ud af ovnen. 

Tadaaaa! Lækre, gooey og peanutspækkede cookies til et stort glas mælk eller en god kop kaffe. Jeg skal som sagt eksperimentere videre med andre typer fyld til disse cookies, og har du fundet en ny vinder-kombination, så smid den endelig nede i kommentarfeltet. 

Kage high-fives

N

Kommentarer

Smid en kommentar

Copyright© ByNorlund 2022

Author: Nana Nørlund Eldevig