De sprødeste (sunde) hjemmelavede nuggets 

 

Her er altså den ultimative opskrift på hjemmelavede nuggets aka chicken fingers. Og JA - de er langt bedre end dem du kan købe på frost eller nærmeste McDonald's. Og så er de tilmed sunde og ret nemme at lave. 

Sådan helt sprød udenpå - og lækker saftig indeni. Det er resultatet du får med disse hjemmelavede nuggets/chicken fingers. Du bestemmer nemlig selv om du vil skære kyllingen ud i små mundrette nuggets-bidder, og være doven som mig og skære dem ud i tykke strimler. Uanset hvad, giver denne opskrift dig et perfekt resultat hver gang. Og så er de endda sundere end de fleste alternativer, da disse nuggets tilberedes i ovn uden nogen brug af fedtstof. 


  • Forberedelsestid: 15 minutter
  • Antal: 4 personer
  • Tilberedningstid: 15 minutter

Ingredienser

  • 750 g. kyllingebryst
  • 2 dl. hvedemel
  • 3 æg
  • 400 g. cornflakes
  • Salt og peber

Del opskriften:


Fremgangsmåde

  1. Forvarm ovnen til varmluft 180 grader.
  2. Skær kyllingebrystet ud i den ønskede form. For chicken fingers skæres brystet i tykke strimler, og for mere "almindelige" nuggets skæres de i tern af en størrelse på ca. 4cm x 4 cm.
  3. Pisk æggene godt sammen og hæld op i en skål. 
  4. Blend cornflakes til en grov konsistens. Du kan også bruge den gode gamle metode og lægge cornflakes i en frysepose, og herefter "banke" dem med en kagerulle. Husk ikke at smuldre det helt - der må gerne være lidt store stykker i, da det giver god sprødhed. Hæld op i en separat skål.
  5. Hæld melet op i en separat skål.
  6. Tag kyllingestykker og vend i mel, derefter æggemasse og afslutningsvis i cornflakes. Læg på en bageplade med bagepapir på.
  7. Når alle stykkerne er paneret, kværnes salt og peber ud over. Sæt herefter dine nuggets i ovnen. De skal have ca. 15 min. alt efter hvor store stykker du har lavet. Hold øje undervejs og tag dem ud hvis paneringen begynder at tage for meget farve.

There you go! Hjemmelavede nuggets til hele banden. Og hvis du lige skal give dem et ekstra touch, så kan du jo servere dem med din egne hjemmelavede barbecuesovs - du finder opskriften her


Velbekomme
N

0 kommentarer


Der er desværre ikke nogen kommentarer endnu, så her er din chance for at blive den første 😉

Smid en kommentar