Det bedste bananbrød


Jovist, titlen lover meget - men denne opskrift kan holde løftet!

For lidt over et år siden måtte vi alle finde os tilrette i en ny tilværelse med lockdown, hjemmearbejde og ekstra meget tid inden for husets fire vægge. Vi vil næppe glemme den første tid med corona lige foreløbig, og selvom der ikke er meget positivt at sige om det, så var der heldigvis små solstråler imellem alt det triste og forfærdelige.

 

Én af de gode ting ved det sidste år er, at langt de fleste af os fik lidt ekstra tid derhjemme. For flere bød denne tid på ekstra mange timer tilbragt i køkkenet, og jeg husker tydeligt at internettet blev lagt ned af opskrifter på bananbrød under første lockdown. Jeg kan egentlig godt forstå det - bananbrød er nemlig super nemt at lave, smager fantastisk og kan holde sig friskt og velsmagende i lang tid.

 

Måske er jeg langsom, men her et år efter corona pandemien og bananbrødstrenden rasede verden over, så har jeg altså lavet en opskrift på universets bedste bananbrød, i hvert fald hvis du spørger mig. Dette bananbrød er en smule anderledes end andre opskrifter, og har en meget fjern familierelation til den klassiske banankage du sikkert har smagt (og bagt) mange gange før. 

 

Banabrød, banana bread, banankage. Kært barn har mange navne. I min opskrift på det bedste bananbrød får du nemlig en vidunderlige fusion af kanelsnegl, knasende streusel og fugtig banankage. Den er nem at lave og holder sig super i køleskab 3-4 dage. Du kan også sagtens fryse kagen og gemme til senere, selvom jeg næppe tænker dette bliver relevant. Den smager simpelthen for godt!

 

Og selvom ingredienslisten kan virke lang, håber jeg alligevel du har mod på at bage kagen. Fremgangsmåden er nemlig super simpel, og du kan bakse hele herligheden sammen på kun 15 minutter (Og herefter vente pinefulde 60 minutter indtil kagen er færdig!). 


  • Forberedelsestid: 15 minutter
  • Antal: 10-14 skiver
  • Tilberedningstid: 50-60 minutter

Ingredienser

  • Til streusel topping:
  • 80 g. mel
  • 110 g. brun farin
  • 1 tsk. kanel
  • 60 g. smør
  • Til kanelfyldet:
  • 3 spsk. brun farin
  • 3 spsk. sukker
  • 2 tsk. kanel
  • 60 g. smør
  • Til kagen:
  • 2 bananer
  • 2 æg
  • 150 g. sukker
  • 180 g. olie
  • 150 g. yoghurt natural
  • 250 g. hvedemel
  • 1 tsk. vaniljepulver
  • 1,5 tsk. bagepulver
  • 1/2 tsk. salt

Del opskriften:


Fremgangsmåde

Sådan laver du streusel topping:

  1. Hæld alle ingredienserne til streusel toppingen i en lille skål og saml det nænsomt med fingrene. Det er vigtigt du rører så lidt ved massen som muligt, så varmen fra dine hænder ikke smelter smørret. Toppingen skal være smuldrende og samle sig i chunks. Stil på køl. 

Sådan laver du kanelfyldet:

  1. Varm smørret i en lille gryde eller i mikroovn.
  2. Bland de tørre ingredienser og tilsæt smørret. Bland indtil massen er en smule flydende. Hvis dit kanelfyld stadig er lidt "drøj" i konsistensen kan du varme det en smule ekstra i mikroovn lige inden det kommes i kagen, så det igen bliver mere flydende. 

Sådan laver du bananbrødet:

  1. Varm ovnen op til 180 grader over/undervarme.
  2. Mos bananen med en gaffel. Herefter tilføjes alle de våde ingredienser, inklusive sukker, og vendes sammen med en ske. 
  3. Bland alle de tørre ingredienser i en skål for sig.
  4. Sigt de tørre ingredienser ned i de våde og vend forsigtigt med en dejskraber. 
  5. Put ca halvdelen af dejen ned i en aflang brødform beklædt med bagepapir. Herefter tilføjes kanelfyldet i en hvirvel ned gennem kagen på langs. Hæld resten af dejen over. Brug evt en kødnål til at fordele kanelfyldet lidt ekstra. 
  6. Tag din streusel topping ud af køleskabet og smuldr den over kagen. Bages midt i ovnen i 50-60 minutter. 

Lad os alle råbe højt hurra og længe leve for bananbrød i alle forme, farver og størrelser!

 

Happy bakings/
N

0 kommentarer


Der er desværre ikke nogen kommentarer endnu, så her er din chance for at blive den første 😉

Smid en kommentar